Materialer
Der er en grund til, at en sengegavl i flet og træ er dyr – materialerne til sådan et projekt koster nemlig også. Derfor valgte jeg at bruge materialer, der kan give et lignende udtryk i en billigere prisklasse. Hvis du vil lave samme sengegavl som mig, skal du bruge følgende:
Materialer til sengegavl:
- 2 planker à 185cm
- 4 planker à 110cm
- 2 meter Hessian
- Mørk trævoks
- 4 T samlejern
- 4 vinkeljern
- Skruer
Værktøj:
- Trælim
- Sav (du kan også få skåret dine planker til i eks. Bauhaus)
- Slibemaskine eller sandpapir
- Skruetrækker
- Rengøringssvamp
- Hæftepistol
Ovenstående passer til en 180cm seng.
Sådan gør du
Inden du går i gang, er det en god idé at tage stilling til, hvor hjemme du er i DIY processen. Er du nybegynder, vil det være en stor hjælp at tegne din sengegavl først og lægge en plan for projektet, så du har et overblik. Så ved du præcis, hvilke planker skal sidde sammen hvor, hvornår du skal gøre hvad og i hvilken rækkefølge.
Fordi der er tale om et firkantet møbel, så er målet en lige og holdbar struktur til sidst. Jeg anbefaler derfor, at du arbejder på et stabilt underlag – hvad enten du kan sætte to arbejdsborde sammen, eller du skal arbejde på stuegulvet. Husk: Du kommer til at arbejde med voks – og det smitter af – så vælg en arbejdsplads, der kan tåle at blive brugt til formålet, eller dæk stuegulvet af.
Nu er det tid til at komme i gang med arbejdet:
1. Start med at skære dine planker til, så du har fire korte (110cm) og to lange (185cm). De korte planker har en passende højde, når jeg sidder i min seng. Det kan være en god idé selv at måle, hvor høj du vil have din sengegavl. De lange planker passer med, at sengegavlen går 2,5cm ud fra hver side af en 180cm seng, så den ikke ser for lille ud.
2. Læg nu dine planker sammen på din arbejdsflade, så de to lange udgør top og bund på sengegavlen, to af de korte udgør siderne, og de to sidste korte placeres parallelt i midten, så der nu er tre lige store ‘rum’ i rammen. Brug trælim, samlejern og vinkeljern til at sætte plankerne sammen.
3. Når din lim er tørret, skal alt træet slibes. Her har jeg brugt en slibemaskine, fordi det går lidt hurtigere, men du kan sagtens bruge helt almindeligt sandpapir. Husk at fjerne slibestøv med en støvsuger eller børste, eller med grundrens hvis det er meget slemt, så det ikke klumper sammen med trævoksen.
4. Giv nu alt træet et lag voksbehandling. Jeg har brugt en mørk udgave, for at give sengegavlen et bestemt udtryk. Men det egentlige formål med voksen er at gøre møblet mere modstandsdygtigt. Du kan skabe forskellige udtryk med forskellige nuancer af voks, og så kan du gøre voksen mørkere ved at giver træet flere behandlinger. Det afhænger også af hvilken træsort, du bruger. Jeg gav min sengegavl fire lag. Mellem behandlinger skal voksen tørre et par timer, men efter den sidste behandling skal voksen gerne tørre fire uger. Følg anvisningerne på det produkt, du køber.
5. Når din voks er tørret, er det tid til sidste trin. Klip hessianen til, så det dækker hele bagsiden af sengegavlen. Hvis det er krøllet, kan du stryge det inden montering. Brug en hæftepistol til at sætte hessianen fast flere steder på alle planker, så der ikke er mellemrum. Sørg for at lærredet er glat og strakt ud, inden du hæfter.
Voilà!
Du har nu en flot, hyggelig og funktionel sengegavl, der har kostet omkring en fjerdedel af prisen for en næsten magen til, der er købt hos et bolighus.
Hvis du ønsker et mere eksklusivt look, kan et par af ovenstående trin modificeres. Til en højere pris kan du bruge fransk flet i stedet for hessian. Det er lysere, og så er det det samme materiale, der bruges til en købt sengegavl. Er du ferm til det med DIY kan du lave vinkel på sammensætningerne af plankerne, hvilket kan give et skarpere udtryk. Og så kan du vælge at skabe et andet og mere moderne mønster på sengegavlen ved at placere nogle af de korte planker skråt i rammen.
Et eller flere af disse skridt vil gøre din sengegavl unik. Men mit mål er først og fremmest at give dig redskaberne til at skabe et simpelt og billigt alternativ, der passer ind i den nordiske stil, og som vil gøre dit soveværelse roligt og afslappende.