Maison

Title Image

Gulvtæppe

Hvor stort skal et gulvtæppe være?

En guide til dig, der er på udkig efter det perfekte gulvtæppe.

For at give dit hjem blødere rammer og mere dybde er det sikre valg at tilføje gulvtæpper til indretningen. Gulvtæppet kan gøre underværker for både udtryk og komfort i hjemmet – det handler blot om at vælge det rigtige.

Her er nogle ting, du skal være opmærksom på, når du vælger gulvtæpper
  • Rummets størrelse
  • Møblernes placering
  • Rummets funktion
  • Din egen stil

Rummets størrelse

Når du skal vælge et gulvtæppe til din stue, spisestue, soveværelse, entré osv., bør du først overveje rummets størrelse. I et stort rum kan et meget lille tæppe virke uimponerende, og det vil ikke give den dybde og samhørighed i rummet, som et større tæppe kan. Omvendt vil et stort tæppe i et lille rum føles overvældende og sluge rummet, hvor der i forvejen er sparsomt med plads. Det store tæppe vil gavne det store rum ved at omfavne hele rummet og hjælpe med eventuel genklang. Det lille tæppe vil gavne det lille rum ved at give plads til møblerne.

Når der tales om rum i forhold til gulvtæpper, betyder det ikke nødvendigvis fire vægge. Et rum med plads til et gulvtæppe er egentlig bare en møbelgruppe, hvor et gulvtæppe kan være med til at afgrænse den til et rum for sig selv.

Møblernes placering

Det næste vigtige skridt i udvælgelsen af et gulvtæppe er møblernes placering. Her handler det om at få møbler og gulvtæppe til at hænge sammen. Størrelsen på tæppet afhænger af, hvordan du ønsker, dine møbler skal stå. Dette er særligt vigtigt i stuen, spisestuen og soveværelset.

Stuen: Når du vil placere et gulvtæppe under en sofagruppe, er der en tommelfingerregel, der gør den helt store forskel for det samlede indtryk. I stuer der tillader det, må tæppet hellere være for stort end for lille. Det er altså bedre at have hele sofagruppen placeret helt på tæppet end kun at have sofabordet derpå. Det gælder især i store rum, hvor sofagruppen ikke fylder så meget. Det bedste i et rum, hvor møblerne tager en del plads, er dog, at de to forreste ben på sofaen og lænestolen er placeret på gulvtæppet, mens de to bagerste er placeret udenfor. På den måde omfavner gulvtæppet møblerne uden at overvælde rummet.

Spisestuen: Ligesom med stuen gælder den samme tommelfingerregel for spisestuen. Hellere for stort end for lille. I spisestuen spiller funktionalitet en stor rolle ved gulvtæppets størrelse. Når spisebordsstolene trækkes ud og skubbes ind, ønsker man ikke, at de sidder fast i gulvtæppet. Derfor er det vigtigt, at tæppet er stort nok til at placere stolene helt på det.

Soveværelset: I soveværelset handler gulvtæppet om din komfort. Det egentligt formål med at have et gulvtæppe i soveværelset, er så dine fødder ikke bliver kolde, når du træder ned fra sengen. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at placere tæppet, hvor dine fødder lander. Det kan gøres enten ved at placere to små tæpper på hver sin side af sengen, hvilket egner sig særligt godt til det lille soveværelse. Til det lidt større soveværelse kan du placere et stort tæppe under sengen, hvor det stikker ud i siderne og i fodenden. Så er dine fødder beskyttet fra det kolde gulv i alle retninger.

Rummets funktion

I din jagt på det perfekte gulvtæppe ønsker du ikke, at du er nødt til at købe nyt igen efter kort tid. Derfor er nødvendigt, at du overvejer rummets funktion, når du vælger det gulvtæppe, der skal ligge i det. Leder du eksempelvis efter et tæppe til din entré, er det ikke hensigtsmæssigt at købe et tæppe, der ikke kan tåle slid. Her kan du med fordel vælge et gulvtæppe i skind eller jute. Under spisebordet eller i køkkenet er det mest praktisk med et korthåret gulvtæppe frem for et langhåret, da det støver mindre omkring maden. Men har du brug for et gulvtæppe, der giver varme i stuen eller på børneværelset, er de langhårede tæpper gode til både at lune dine fødder og skabe hygge.

Din egen stil

Sidst men absolut ikke mindst er din egen stil det afgørende element, når du skal vælge gulvtæppe. I virkeligheden kan man bruge ethvert gulvtæppe i ethvert rum, så længe det opfylder det, du ønsker med et gulvtæppe. De fortløbende råd kommer fra ekspertise som indretningsarkitekt for at hjælpe dig med at skabe de bedste rammer for lige netop dig – men lad kun fantasien sætte grænser, når du skal udvælge dit gulvtæppe.